Jeg hedder Gudrun Gjesing, er 76 år og uddannet ergoterapeut.

Jeg er gift, og vi har to voksne sønner, som bor og arbejder i hhv. København og Næstved, og vi har fem børnebørn.

Jeg startede med at arbejde inden for psykiatrien, derefter med seniorer på et rehabiliteringscenter i Gentofte, samt på et plejehjem med håndarbejds- og håndværksaktiviteter. Om aftenen var vi ledere af en ungdomsklub i Charlottenlund.

Så flyttede vi til Haderslev for 50 år siden. Der startede jeg med at arbejde ét år på Amtets Hjælpemiddelcentral. De sidste 49 år har jeg arbejdet med børn – er specialergoterapeut i børn. Arbejdet på Amtets Undervisningscenter, på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og på Ehlershjemmet – altid i deltidsstillinger. Sideløbende har jeg været selvstændig konsulent, undervist og holdt kurser rundt om i verden om børn, børn & leg, vandaktivitet for mennesker i alle aldre, samt skrevet en del bøger og en hel masse artikler. Har været forperson og næstforperson i Red Barnets lokalafdeling i Haderslev i 12 år. Og selvfølgelig blandet mig i børnehave- og skolebestyrelsesarbejde og sidst i Seniorrådet de sidste fire år.

Jeg blev fuldtidspensionist 1. januar ’26.

Nu glæder jeg mig til at lære Hospice at kende – de fysiske rammer, personalet, patienterne og alle de kyndige frivillige, der er tilknyttet hospice.